Fedtstoffer, overvægt og sundhed
Der er en naturlig, simpel sammenhæng
mellem det fedt, du spiser, og det fedt, der ophobes i dine fedtdepoter.
Det er i stor udstrækning det fedt, du indtager igennem
kosten, der bliver til fedt på kroppen.
Det er ikke alt det fedt, du spiser, der bliver til
kropsfedt. Det er det overskydende fedt - det som kroppen ikke forbruger (forbrænder) -
der bliver siddende.
Fed mad og overvægt
Hvis du tilfører kroppen flere kalorier, end den
forbruger, bliver det meste af fedtet i din kost transporteret fra tarmen direkte til
fedtdepoterne.
Nogle mennesker har lettere ved at blive tykke end andre,
men for meget fedt er også usundt for slanke mennesker.
Det gælder ikke om at undgå alle fedtstoffer. For lidt
fedt i kosten giver også problemer.
Kroppen behøver fedt
Selv om det især er fedtet i kosten, der sætter sig,
skal du ikke helt undgå fedtstoffer. Kroppen behøver fedtstoffer for at fungere. Den
behøver dem til at danne hormoner, for at kunne optage visse vitaminer og udføre andre
vigtige funktioner.
F.eks. indeholder det ydre lag om alle kroppens celler
(cellemembranen) vigtige fedtstoffer, som har stor betydning for transporten af
næringsstoffer til cellen og affaldsstoffer ud af cellen.
Hvis din kost indeholder mange umættede fedtsyrer,
bliver cellemembranerne mere smidige, og de forskellige stoffer passerer lettere.
Omvendt gør mættede fedtsyrer membranerne mere stive.
Du skal altså sørge for, at du får tilstrækkelige
mængder fedt, uden at få for meget.
De gode fedtstoffer
De bedste kilder til de sunde fedtstoffer er vegetabilske
fedtstoffer - især dem i nødder, mandler, frø, bønner, fuldkorn, avocado - og dem du
får fra fisk.
Du kan stort set spise alle de bønner, linser og ærter, som du har lyst
til (pga. deres lave fedtindhold). Læs evt. mere
om bælgfrugter.
Nødder, mandler, frø og avocado kan indgå i din
kostplan i mindre mængder. De indeholder mange sunde fedtstoffer, men spis kun meget små
mængder (højst en lille håndfuld dagligt / ½ avocado).
Også grøntsager, f.eks. broccoli, salatblade og andet
bladgrønt, indeholder sunde fedtstoffer - kun meget få i forhold til deres vægt men
mange i forhold til kalorieindhold. Spis meget grønt!
Det er især det animalske fedt, du skal holde igen med.
Altså de fedtstoffer, der kommer fra dyr (kød, fjerkræ, æg, mælk og mejeriprodukter).
Fisk er en undtagelse. Fiskeolie indeholder vigtige fedtstoffer, som gavner kroppen og som
måske endda er med til at forhindre overvægt.
|